Om
Jakob Spange
Mit navn er Jakob Spange og jeg er ikke bange. Jeg blev skilt for snart mange år siden og har selv mærket stressen i min krop. 2015 stoppede jeg op. Jeg havde fået nok. Gik den spanske Camino og det er da nok det bedste jeg har gjort i mit liv. Jeg havde behov for, at komme tilbage til naturen.
Jeg tænkte at jeg måtte tilbage til der hvor jeg havde været mest lykkelig i mit liv. Det var da jeg var efterskolelærer på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole.
Min far døde i 2019 og min mor døde i 2020. Begge af kræft.
Det kan ikke anbefales, men det var som det var og jeg tror det er vigtigt at kunne rumme både lyd og mørke. Det med bare proppe sig med piller er jeg ikke så meget til, men mindre man har det rigtigt dårligt. Det betød at jeg igen måtte tage mine egne forholdsregler og smage min egen medicin.
Jeg trak derfor stikket i 2020 13. marts, da min mor fik dødsdommen. To dage efter Korona var brudt ud. Jeg startede med, at gå fra Klitmøller mod København 1. juni. Her mødte jeg mange søde mennesker på min vej, som jeg i dag er meget taknemmelige for, at have hjulpet mig igennem min sorgproces.
Jeg pendlede så mellem Tillidsvejen og Holbæk, hvor jeg hjælp med indkøb og kørte hende til behandlinger etc. Vi sang, snakkede om gamle dage og kørte ture. Hun bestemte, hvor vi kørte hen.
Det var så hyggeligt, men også meget underligt. Hun døde lige efter min søsters datters konfirmation 12. september med fred i sin sjæl. Min far havde jeg også et tæt forhold til, selvom jeg ikke er vokset op med ham, men er opvokset på Lammefjorden med min mor og bonusfar, som det så fint hedder i dag.
Min far og jeg gik på jagt og tog altid en tur i mosen med hunden, når jeg kom på besøg i Vellerup ved Skibby. Han holdte meget af, at køre motorcykel, og så besøgte han gamle mennesker. Det tror jeg også jeg gør, når jeg bliver gammel.
Jeg digtede for fuld kraft i den periode. Hver dag. Det havde jeg erfaret var godt i Spanien, hvor jeg også skrev dagbog. Det er heftige sager der står i den bog. Det er slet ikke sikkert, det nogensinde får offentlighedens lys, da jeg ikke vil fremstilles som et offer. Jeg tager ansvar for mit liv, og så er den ikke længere.
Jeg forsøgte at tage sorgerne på forskud, selvom det efter sigende ikke burde være muligt. Jeg endte med at gå Tillidsvejen fra Århus til København sammen med en masse skønne mennesker, netop som der var et åbent vindue, hvor vi var fri for korona, og min familie kom ud i skoven i Holbæk, som var mit mål. Det lykkedes,
og min mor var glad.
Der blev der afholdt en afslutning i Grundtvigskirken, som jeg aldrig glemmer. Det har vi på film, men det er ikke ud i virkeligheden endnu. Jeg har også optaget film og lydoptagelser med min mor, men det er noget jeg gerne vil holde for mig selv. Det handler for mig om at skabe glæde og der er masser af glæde på de videoer. Det glæder jeg mig selv over at kunne vise min familie nu.
Fremtiden står helt sikkert på mere lyrik. Mere musik med Frygtfri Zone. Mere vandring og mere Snak & Æd med Teamtalk. Flere rejser til udlandet for, at fortælle om mine oplevelser og inspirerer mennesker til at komme ud i væres natur og møde mennesker på Tillidsvejen.dk for her slipper du dit åg.
Jeg har ikke set mig tilbage siden 2015, og jeg vil gå til den dag, jeg ikke kan eller vil mere. Måske lidt som Forrest Gump som løb, indtil han simpelt ikke synes, det gav mening mere.
Musikken er på gaden, og jeg var så heldig at blive inviteret til Irland for at promovere Frygtfri Zone, og udsigterne ser lyse ud for at komme tilbage i 2022.